Open Access - AAU underskriver Berlin Deklarationen · 23. februar 2012

Den 8. februar 2012 underskrev Finn Kjærsdam, rektor ved AAU, Berlin Deklarationen. Med denne underskrift fokuserer AAU endnu engang på vigtigheden i, at forskningen skal gøres fri og tilgængelig i det omfang det kan lade sig gøre.

”I august 2011 blev vores Open Access-politik lanceret, og vi har siden haft stort fokus på at videndelingen foregår i bredest muligt omfang,” udtaler Finn Kjærsdam og fortsætter: ”så at underskrive Berlin Deklarationen var det næste mest naturlige skridt for os at tage”.

Berlin Deklarationen fokuserer på, at viden skal deles, og det skal naturligvis fortsat ske med respekt for de juridiske og økonomiske aspekter af publicering. Det samme fokus gør sig gældende for AAU’s Open Access-politik.

Målet med Berlin Deklarationen er, at de underskrevne organisationer fokuserer på at formidle alle typer af forskning, ikke kun de videnskabelige resultater publiceret i tidskrifter, men fx også egne tidsskrifter og grafiske fremstillinger.

Berlin Deklarationen blev etableret mellem Max Planck Society og European Cultural Heritage Online i oktober 2003. Med Finn Kjærsdams underskrift nåede listen over underskrifter op på 366.

For yderligere spørgsmål kontakt rektor Finn Kjærsdam på 9940 9501, alternativt kontakt udviklingskonsulent Maria A. Madsen på 9940 9373.
 

Gå til nyhedslisten