Artikler er en vigtig kilde til videnskabelig information, fordi det generelt er her den nyeste viden kan findes. Bøger tager længere tid at skrive og udgive, men dækker til gengæld en større del af et emne, hvor artikler oftest kun er 10-20 sider lange, og kun behandler et enkelt specifikt emne.
Du kan finde artikler igennem flere kilder; kilderne supplerer hinanden – ingen enkelt kilde indeholder alle de artikler biblioteket giver adgang til.
- Databaser og tidsskrifter
På listen over databaser kan du finde mange emnespecifikke artikeldatabaser, samt nogle bredt favnende, multifaglige databaser. Vi anbefaler, at man søger efter artikler igennem databaserne, da de generelt giver de bedste søgemuligheder.
- Bibliotekets egen artikelsøgning
Artikelsøgningen i Primo søger på tværs af rigtig mange af bibliotekets databaser, dog ikke dem alle. Søgemaskinen understøtter ikke komplicerede søgninger, og egner sig bedst til at finde en bestemt artikel, hvor titlen allerede er kendt.
- Søgemaskiner
Der findes specialiserede søgemaskiner, der søger efter artikler på internettet og i databaser, på samme måde som f.eks. Google. Google Scholar og Microsoft Academic Search er to eksempler.
Vi anbefaler Google Scholar, da søgemaskinen kan sættes op til at give fuldtekstadgang gennem universitetsbiblioteket, og eksportere søgeresultater direkte til Refworks. Læs her hvordan.
-
Arkiver på universiteterne
Næsten alle universiteter har deres eget digitale forskningsarkiv. Hvis du kender ansættelsesstedet for én eller flere forfattere til artiklen, kan dét være vejen frem. De kan for det meste også findes igennem søgemaskiner som Google Scholar.
På Aalborg Universitet hedder forskningsarkivet VBN. En samlet oversigt over dansk forskning findes i Den Danske Forskningsdatabase.
Bestil artikler som biblioteket ikke har adgang til
Der er mulighed for at fjernlåne artikler fra andre biblioteker. Udfyld en fjernlånsblanket online, så skaffer biblioteket artiklen til dig, og sender en mail, når den er klar til afhentning på en af vores afdelinger.