Opslagsværker er en fællesbetegnelse for materialer som f.eks. leksika, encyklopædier og ordbøger. Disse opslagsværker behandler ofte ét eller flere emner med henblik på hurtig fremfinding af fakta. Tilgangen til informationen er oftest styret ud fra f.eks. et alfabetisk indeks eller lignende. Som et eksempel på et opslagsværk kan nævnes Politikens filosofi leksikon.
e-Håndbøger
Håndbøger beskæftiger sig typisk med et enkelt emne, men behandler emnet bredt og er let at slå noget bestemt op i. De kan for eksempel være encyklopædier eller grundbøger. Alle håndbøgerne er tilgængelige online, så du kan få hurtig adgang, uanset hvor du befinder dig.
Ordbøger
Ordbøger kan give dig oplysninger om enkelte ords stavemåde (f.eks. en retskrivningsordbog), udtale (f.eks. en udtaleordbog), oversættelse til et bestemt sprog, dets betydning, eller eksempelvis etymologi (ordets sproglige eller historiske oprindelse).
Universitetsbiblioteket indkøber kontinuerligt nye ordbøger inden for en lang række sprog og faglige discipliner. Disse er registreret på lige fod med andre bøger i bibliotekets søgemaskine Primo. Du kan f.eks. lave en søgning på ordene ”Medicinsk Ordbog”, og se hvilke ordbøger biblioteket har stående på hylderne.
Elektroniske ordbøger
Side om side med de trykte ordbøger registrerer vi også elektroniske ordbøger i Primo, hvor du kan søge dem frem. Du har adgang til de elektroniske ordbøger uanset, hvor du er, såfremt du har en AAU email og password.
Husk at logge ind via bibliotekets hjemmeside - ellers får du ikke betalt adgang!
Universitetsbiblioteket tilbyder dig opslagsværker (inkl. ordbøger) i både trykt og elektronisk form, og du kan søge efter begge dele igennem vores søgemaskine Primo.
Brug de rigtige ord til at finde opslagsværker
Det kan være lidt svært at identificere, hvad der er opslagsværker, og disse kommer også i meget varieret form. Nogle af de søgeord du kan bruge til at finde opslagsværker er; encyclopedia, handbook, dictionary, companion.