Spring til indhold.

Lav gode prompts med CLEAR-prin­cip­per­ne

At skrive en god prompt handler ikke om at mestre et teknisk kodesprog. Din faglige og domænespecifikke viden er altid dit vigtigste redskab. CLEAR-principperne er en forskningsbaseret model, der hjælper dig med at oversætte din faglige viden til strukturerede instruktioner, så du får en mere relevant og kvalificeret sparring med AI-modellen.

Lav gode prompts med CLEAR-prin­cip­per­ne

At skrive en god prompt handler ikke om at mestre et teknisk kodesprog. Din faglige og domænespecifikke viden er altid dit vigtigste redskab. CLEAR-principperne er en forskningsbaseret model, der hjælper dig med at oversætte din faglige viden til strukturerede instruktioner, så du får en mere relevant og kvalificeret sparring med AI-modellen.

På denne side introducerer vi et framework til at prompte, der består af fem principper kendt som CLEAR-principperne. Formålet med dem er at forbedre vores interaktioner chatbotten.

Læs mere på vores side om AI literacy under afsnittet prompting og iteration.

  1. 1

    Vær præcis (Concise)

    Skær overflødig information fra, så AI-modellen kan fokusere på problemets kerne. Et uklart input med halvfærdige tanker giver et sløret output.

    • Husk: Definér præcist, hvad du vil have svar på, og brug et tydeligt fagsprog uden støj.
       
  2. 2

    Vær logisk (Logical)

    Dit input skal have et logisk flow. En logisk struktur gør det muligt for modellen at forstå konteksten og de indbyrdes relationer mellem de begreber, du arbejder med.

    • Eksempel: Beskriv rækkefølgen af en proces trin for trin, frem for at nævne elementerne i tilfældig rækkefølge.
       
  3. 3

    Vær eksplicit (Explicit)

    En prompt må gerne være lang. Giv klare specifikationer for det output, du forventer, herunder omfang, format og teoretisk perspektiv. Det reducerer risikoen for at modtage uventede, irrelevante og generiske svar.

    • Eksempel: Frem for at skrive "Fortæl mig om vedvarende energi", så skriv "Identificér fem kilder til vedvarende energi og beskriv kort, hvordan hver enkelt virker, formateret som en tabel".
  4. 4

    Vær adaptiv (Adaptive)

    Interaktion med AI er en iterativ (gentagende) proces. Hvis svaret er for overfladisk, skal du ikke blot acceptere det. Brug svaret til at justere dit næste spørgsmål, gør det mere fokuseret, eller bed modellen skifte perspektiv.

    • Husk: Modellen husker tidligere inputs i den aktuelle samtale. Hvis du skifter emne markant, skal du starte en ny chat for at undgå forurening fra tidligere prompts.
  5. 5

    Vær refleksiv (Reflective)

    Dette er det vigtigste trin for din egen læring. Hvad der virker godt i dag, virker måske knap så godt i morgen i takt med at teknologien hele tiden ændrer sig. Analysér løbende de svar, du får: Hvilke formuleringer i din prompt udløste et godt svar, og hvornår misforstod modellen dig?

Sproglige virkemidler: Styrk din dialog med modellen

Ud over de overordnede CLEAR-principper findes der en række sproglige greb, du kan bruge til at styre modellens perspektiv og format. Disse greb er særligt nyttige, når du bruger AI som en faglig sparringspartner.

Styr perspektivet med roller

Du kan påvirke modellens fokus ved eksplicit at definere en rolle; enten din egen eller modellens:

Definér din egen rolle: Ved at skrive f.eks. "Jeg er studerende på sociologi og er ved at skrive om...", giver du modellen en ramme for det faglige niveau og den kontekst, svaret skal passe ind i.

Tildel AI'en et fagligt ståsted: Bed modellen om at anlægge et specifikt perspektiv, f.eks. "Ager som en kritisk fagfællebedømmer, og find svaghederne i mit argument."

Vigtig etisk grænse: Du kan bede modellen anvende en specifik teoretikers briller (f.eks. "Analyser dette ud fra Foucaults magtbegreb"), men du må ikke bruge AI til at generere fiktive holdninger og tillægge dem konkrete, navngivne personer.

Test forståelsen via analogier og målgrupper

Et effektivt greb til at tilegne sig svært stof er at bede modellen formidle det på alternative måder:

Skift målgruppen: Bed f.eks. modellen om at: "Forklar kvantefysik, som om jeg var en gymnasieelev". Det kan hjælpe med at bryde den første, svære begrebsforståelse ned.

Brug analogier: Bed AI'en om at oversætte et abstrakt koncept til noget velkendt. (f.eks. "Brug en analogi fra biologiens verden til at forklare, hvordan en database fungerer").