Nyhed
Vidensdelingen får et boost med ny Open Access-politik
Lagt online: 25.03.2025

Nyhed
Vidensdelingen får et boost med ny Open Access-politik
Lagt online: 25.03.2025

Vidensdelingen får et boost med ny Open Access-politik
Nyhed
Lagt online: 25.03.2025

Nyhed
Lagt online: 25.03.2025

Af Lise Bundgaard, Aalborg Universitetsbibliotek, VBN-teamet
Foto: Emilie Bach Pedersen
Fremover skal det være lettere at få indblik i de godt 4.400 videnskabelige artikler, der årligt udgives af forskere på AAU.
Det sker med vedtagelsen af universitetets nye Open Access-politik, der trådte i kraft ved årsskiftet. Der er tale om en revision af den hidtidige politik fra 2017. Bag den reviderede politik står AAU’s Open Access-udvalg.
Den nye politik skal skabe endnu større åbenhed og synlighed omkring forskningsresultater fra AAU.
”Viden skal være frit tilgængelig for alle for at kunne gøre mest muligt gavn”, siger Kathrine Bjerg Bennike fra AAU OPEN, der har været med til at udarbejde den nye politik. Hun tilføjer:
”Ved at styrke forskningens åbenhed, ønsker vi desuden at opretholde de højeste standarder for akademisk integritet og gennemsigtighed, og dermed fremme tilliden til forskningen og forskerne".
Med den nye politik følger nye krav til AAU’s forskere, når de udgiver videnskabelige tidsskriftsartikler og konferenceartikler udgivet i såkaldte proceedings, der dækker over en samling af videnskabelige artikler og præsentationer fra en konference.
”Det nye krav indebærer, at forskerne skal tilføje en tidligere version af artiklen, også kendt som et Accepted Author Manuscript eller et post-print, når de registrerer en af disse to publikationstyper i Pure, hvis den endelige version af artiklen ikke er Open Access”, fortæller Anna Stegger Gemzøe fra AAU OPEN.
”Så tjekker vi, om det er muligt at give åben adgang til det pågældende manuskript på VBN-portalen, i henhold til reglerne hos det relevante tidsskrift. Det er også det, vi i fagtermer kalder for Grøn Open Access eller parallelpublicering”.
Forskerne står ikke alene, når de skal navigere i mulighederne for åbenhed. Med vedtagelsen af den nye Open Access-politik, er en ny udgivelsesplatform og kompetenceenhed etableret under navnet AAU OPEN.
De fire medarbejdere i AAU OPEN, der er en del af Aalborg Universitetsbibliotek, tilbyder vejledning til AAU’s forskere vedrørende Open Access.
”Der er mange muligheder for at publicere Open Access, og det behøver faktisk ikke at koste noget. Vi er her for at hjælpe forskerne med at finde den bedste publiceringskanal for lige netop deres forskningsresultater, så de når ud til det rette publikum”, siger Anna Stegger Gemzøe.
Læs den nye Open Access-politik på Aalborg Universitet her
Besøg AAU OPEN’s hjemmeside, hvor du blandt andet kan se, hvordan du uploader et Accepted Author Manuscript i Pure.
AAU’s nye Open Access-politik
Krav
Forskere skal uploade et Accepted Author Manuscript (AAM) til Pure, hvis den endelige version af en artikel ikke er Open Access. Det gælder for tidsskriftsartikler og konferenceartikler i proceedings.
Hvad er et AAM?
En peer-reviewed og accepteret artikel, der endnu ikke er formateret med tidsskriftets layout eller udgivet med sidetal, volume og issue.
Hvad skal du gøre?
Upload AAM til Pure ved registrering eller inden for 12 måneder.
Hvordan gør du?
Klik på “Tilføj elektronisk version” i registreringsformularen for din artikel i Pure.
Har du spørgsmål, kontakt AAU OPEN