Spring til indhold.

Fra kortkartotek til online katalog

Aalborg Universitetsbibliotek startede som et klassisk forskningsbibliotek med kortkatalog, flere forskellige opstillingssystemer og særdeles besværlige procedurer for lån af bøger. Systematiseringen af bibliotekets samling blev diskuteret allerede i planlægningsperioden i 1973, men vejen til ét katalog systematiseret under ét opstillingssystem var lang og til tider frustrerende for brugerne:

”AUB har et utroligt besværligt lånesystem: for at låne en bog skal du først finde den på mikrofilm (og endda hyppigt lede to steder (AUKAT og MR)) – for du kan meget sjældent gætte, på hvilken hylde den er placeret under de 3 til 7-cifrede systematiske numre. Derefter hen at finde den -og så skal du på maskine udfylde et lånerkort med til dels overflødige oplysninger. Fx.: ”Fagsal”: fremgår det ikke af klassifikationen? ”Ex.nr.”: i ni ud af ti tilfælde 01. Det skal med! ”Årstal” – for en sikkerheds skyld to steder, foroven og midt på blanketten. ”Trykkested” – det bliver kun brugt, når AUB ikke har bogen og skal ud og lede. Og det skal være på maskine!”

Sven Bislev i Center-Nyt årg. 10 nr. 3, 29/9, 1983, 22.

Heldigvis kunne biblioteket allerede fra oktober 1983 gøre sin samling tilgængelig via et onlinekatalog kaldet AUBOLINE. Heri kunne søge efter bøger og tidsskrifter fra de dertil opstillede tekstterminaler på centralsalen eller en af fagsalene.

AUBOLINE overlevede som navn gennem flere systemopgraderinger, men blev den 14. februar 2011 afløst af Primo, som i dag kører i tredje generation af det bagvedliggende system. Teknologien var ny og brugeroplevelsen markant anderledes. Det nye system var både i udseende og brugeroplevelse kraftigt inspireret af Amazon og Google.